Insulinresistens

Hvad er insulinresistens?

Insulinresistens betyder, at kroppens celler ikke reagerer optimalt på insulin, som er det hormon, der hjælper sukker (glukose) fra blodet ind i cellerne, hvor det bruges som energi.

Når cellerne bliver “døve” overfor insulin, forsøger kroppen at kompensere ved at producere mere insulin.

Det kan i en periode holde blodsukkeret stabilt, men over tid kan det føre til ubalance – både i energiniveau, vægt og sundhed.

Insulinresistens er ikke sort-hvid – og findes i flere former

Der findes forskellige måder, insulinresistens kan vise sig på, og det kan opstå i forskellige væv i kroppen:

1. Muskulær insulinresistens

Her reagerer musklerne dårligt på insulin. Det betyder, at sukker fra blodet ikke optages effektivt i muskelcellerne, hvor det ellers skulle bruges som energi – især i forbindelse med bevægelse.

Tegn kan være: træthed ved fysisk aktivitet, lav udholdenhed, svingende energi.

2. Lever-insulinresistens

Leveren har en vigtig rolle i at regulere blodsukker – bl.a. ved at producere sukker, når vi ikke spiser. Ved insulinresistens i leveren stopper den ikke sukkerproduktionen, selvom kroppen allerede har nok.

Tegn kan være: forhøjet fastende blodsukker, øget appetit om morgenen, leverpåvirkning (fx fedtlever).

3. Fedtvævs-insulinresistens

Fedtdepoterne reagerer ikke ordentligt på insulin og frigiver for meget fedt til blodet. Det kan føre til højere insulinniveau og betændelsestilstande i kroppen.

Tegn kan være: øget mavefedt, inflammation, træthed og cravings.

 

Typiske tegn på insulinresistens i hverdagen:

• Energisvingninger i løbet af dagen

• Øget sult – især efter kulhydrater og sødt

• Mavefedt, der er svært at komme af med

• Ustabilt blodsukker og “cravings”

• Træthed efter måltider

• Vægtøgning – selv med små kalorieoverskud

• Hudforandringer (f.eks. mørkere områder i nakke eller armhuler – sjældent, men muligt)

 

Hvorfor er det godt at arbejde med?

At reducere insulinresistens handler ikke kun om at forebygge sygdom – det handler om at:

• Få mere stabil energi og færre blodsukker-dyk

• Forbedre mæthed og appetitregulering

• Øge trivsel og velvære i hverdagen

• Mindske risiko for type 2-diabetes, hjertekarsygdom og fedtlever